søndag den 23. april 2017

Det er nok ikke de sociale mediers ekkokamre, der skaber politisk polarisering

Ny forskning tyder på, at der ikke er nogen åbenlys årsagssammenhæng mellem brug af sociale medier og politisk polarisering. Det bør få os til at genoverveje, hvad internettets ekkokamre egentlig betyder for den offentlige samtale? I stedet for at give digitale platforme skylden for en verden i opbrud og et demokrati i forandring har vi et ansvar for at være med til at udvikle de redskaber, der skal sikre en ønskværdig demokratisk praksis i fremtiden skriver Anders Kristian Munk i en artikel på kommunikationsforum.

Jeg tror han har ganske ret i at man ikke kan give "digitaliseringen" skylden, omend den digitale udvikling forstærker og synliggør tendenserne. Jeg har selv et eksempel som jeg bruger i et af mine foredrag i forhold til om det er de sociale medier der skaber en forråelse af den demokratiske samtale. Da jeg var knægt var jeg nogle gange med min far på arbejde. Han var tømre og til fyraften, mødtes han og en flok andre håndværkere til fyraftensbajere i baglokalet hos den lokale købmand. Her var der godt nok en rå tone og det var ikke artige ting, der blev sagt om kvinder, negere (det hed det dengang) og hvem der nu ellers stod for skud. og hvem der nu ellers stod for skud. Det er den tonen man i dag genfinder på Ekstrabladets Nationen eller i debatter på de sociale medier, forandringen fra min barndom og mændene i baglokalet er, at det nu er synligt for alle de der ikke selv er med i baglokalet.  

En lignende pointe findes i Munks artikel, hvor han peger på at ny forskning fra Stanford University, viser at der mere end nogensinde er grund til at forholde sig kritisk nuanceret til teorier om de sociale mediers skadelige konsekvenser for demokratiet.

Han slår selv fast, at hans artikel hverken drejer sig om, hvorvidt mediernes algoritmer personaliserer den informationsstrøm, vi præsenteres for, eller om vi som brugere på internettet har en tendens til at søge mod fora af ligesindede. Det er nok så vigtigt at holde sig for øje, for her er en række stor udfordringer, men det er en anden siden af internettet og den digitale kommunikationsform. Han skriver i sin artikel:

"Vi ved, at filtereffekter forekommer, og vi ved, at mennesker har et kognitivt bias, der får os til at stole på informationer, der bekræfter vores synspunkter. Det betyder rimeligvis, at der har været ekkokamre lige så længe, som der har været menneskelige fællesskaber.

Det, der er sagens kerne, er, hvorvidt de sociale medier har forstærket ekkokamrenes effekter, og om de har gjort det i en sådan grad, at det kan siges at have forværret den offentlige samtale?

Derfor er det svært at sige noget præcist om ekkokamrenes effekter
Problemet er, at det er let at dokumentere eksistensen af ekkokamre på de sociale medier, men svært at sige noget om, hvilken forskel, de gør.

Han har selv en del flere pointer, men dem kan du selv læse her

Det jeg finder mest interessant, er hvor han skriver om de forskellige undersøgelser, som: 

"Hvad viser undersøgelsen?
Et af de stærkeste indicier på, at internettet generelt, og de sociale medier i særdeleshed, har haft en negativ indflydelse på kvaliteten af den offentlige samtale, kommer fra undersøgelser af politisk polarisering. Der findes forskellige måder at måle polarisering på, men det overordnede billede er, at den er stigende. I undersøgelsen fra Stanford sammenligner man ni af de mest almindelige måder at måle polarisering på og kommer frem til en gennemsnitlig stigning i den amerikanske befolkning på 18 procent mellem 1998 og 2012.
Det synes altså at underbygge hypotesen om, at vores adfærd online gør os mindre tilbøjelige til at have en dialog på tværs af politiske skillelinjer. I den periode, hvor nettet er blevet en faktor i folks hverdagsliv, er vi også blevet mere polariserede. Der er i hvert fald en korrelation, der er værd at undersøge nærmere. Eller er der?
Undersøgelsen viser også, at den øgede polarisering er tydeligst blandt de ældste befolkningsgrupper, og at den bliver støt mindre, jo yngre befolkningsgrupper der er tale om. Amerikanere under 40 er således kun blevet 5 procent mere polariserede i perioden, mens tallet er 38 procent for personer over 75.

Da vi samtidig ved, at der i 2012 var 80 procent af de 18 til 39-årige, der brugte sociale medier, mod 20 procent af dem, der var over 75, konkluderer forfatterne, at vores omgang med internettet ikke er nogen god forklaring på den øgede polarisering.

Hvad kan undersøgelsen have overset?
Forfatterne anerkender selv, at der kan være såkaldte spill over-effekter, hvor ældre mennesker måske ikke selv er på sociale medier, men får deres informationer fra nogen, der er. Det forklarer stadig ikke, hvorfor de bliver så relativt meget mere polariserede af at blive udsat for disse informationer, men det åbner muligheden for, at nettet trods alt spiller en større rolle, end vi umiddelbart ser.
Man bør også tage forbehold for, at undersøgelsen bygger på data til og med 2012 (formentlig fordi tallene for politisk polarisering ikke er opdaterede). Meget har ændret sig i verden i løbet af de sidste fem år, og det kan selvfølgelig også gælde forholdet mellem onlineadfærd og politisk polarisering."

Anders Kristian Munk henviser også til en række studier og skriver om at de efter varierende pres, fået både "Facebook og Google til at tage forskellige initiativer for eksempelvis at mindske nogle af de filtereffekter, der fører til meningsbobler, eller ved at indføre fact checking af indhold. Vi ved ikke præcis, hvad platformene har foretaget sig, men det er en faktor, der kan have haft betydning."

Så uanset hvad de sociale medier ændre i deres algoritmer og hvilke filtre de sætter op er det helt grundlæggende problem at vi som brugere ikke ved eller kan gennemskue, hvordan de virker.

Munk slutter sin artikel med at spørge:

Er der så ikke nogen problemer?
Jo, der er masser af problemer! Polariseringen er jo stadig stigende, og vi ved, at politiske aktører bruger nettet aktivt til at sprede misinformation og det, der er værre.

Vi ved at tonen er hård og uforsonlig, vi ved, at der er bots og betalte trolls, der forvrænger debatten, og vi ved, at vi som brugere også skal tage et ansvar selv for ikke at blive fanget i filterbobler (både ved aktivt at opsøge indhold af en anden politisk observans end vores egen og ved at fastholde et pres på medieplatformene for at justere deres algoritmer). Men det bliver stadig sværere at påstå, at der er en enkel sammenhæng mellem ekkokamre på nettet og polariseringen af den offentlige samtale.

Det er, som tidligere nævnt, usandsynligt at vi kan blive ekkokamrene kvit. Til gengæld bør vi overveje, at de redskaber, der i øjeblikket giver politiske dæmagoger og propagandister vind i sejlene, også står til rådighed for dem, der ønsker at blotlægge, hvordan misinformation spredes, hvordan debatten forvrænges, og hvem der står bag.

I min forskningsgruppe har vi netop indgået et samarbejde med europæiske partnere, som vi kalder Public Data Lab. Vores første fælles projekt har været at udvikle en guide til journalister og medieprofessionelle, der ønsker at udforske fænomenet fake news med assistance fra digitale metoder. Tilsvarende initiativer spirer frem mange andre steder i Danmark og udlandet."

Det har vi også i bibliotekerne også beskæftiget os en del med, hvor Danmarks Biblioteksforening bl.a. har skabt en nem 6 trins guide til at spotte Fake News for den almindelige bruger og jeg er selv aktiv i Samtidskommission for faktatjek og kildekritik . Udgangspunktet for mig og dannelsesinstitutionen BIBLIOTEKET er at vi, uanset hvor mange detektorprogrammer og ændrede algoritmer på de sociale medier ikke kommer uden om at det er det enkelte individ der skal kunne skelne falsk fra sandt og gennemskue om det bare er et ekkokammer eller en problemstilling, som rent faktisk har en samfundsmæssig konsekvens.
 
Derfor er jeg også helt enig i Anders Kristian Munk konklusion om at fællesnævneren synes at være, at vi kan tage tyren ved hornene og udnytte nettets potentialer til at skabe redskaber, der understøtter en offentlig samtale i rivende udvikling, snarere end at længes tilbage til en verden uden ekkokamre, der alligevel aldrig har været.

Læs: Folkeoplysning er svaret i det "postfaktuelle samfund"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar